Helligdomsklipperne mellem Tejn og Gudhjem er et besøg værd.

Gensyn med Bornholm – Østersøens perle

Gaia, en Maxi 999, satte på sit sommertogt 2006 kursen mod Bornholm. Det fortæller bådens  skipper, Kristian Mortensen, om i ”halv-vind” – medlemsblad for Faaborg Sejlklub.

Tekst og foto: Kristian Mortensen

Efter at hele besætningen begge er på pension/efterløn, varer sommerturen noget længere end de tidligere to-tre uger. Således også i år, hvor vi brugte seks uger på at besøge Bornholm og hjem via Rügen. Det hører dog også med til historien, at vi var nogle dage i Køge Bugt, hvor to børnebørn påmønstrede i nogle dage.
   Vi har i årenes løb besøgt Bornholm flere gange – også i båd for 15-16 år siden. Vi husker denne tur som våd og blæsende. I år havde vi det mest flotte vejr med passende vinde, så forbruget af dieselolie ikke belastede feriebudgettet.

Rønne
Vi ankom til Rønne efter en meget flot tur for sejl fra Ystad. Afstanden er ikke større end, at man kan se land på hele turen.
Vi lå fire dage i Rønne og fandt cyklerne frem. Der er rigtig mange cykelstier til alle sider. Så ved temperaturer i nærheden af 30 grader måtte skipper cykle både til Hasle for at spise varme fisk og til Nylars Kirke hårdt drevet at den strenge skipperinde! For den historie og natur interesserede er der mange gode steder at besøge – se faktaboksen.
   Vi sejlede nord om øen til Allinge-Sandvig, hvor det blev til et besøg på Hammershus, der ligger så imponerende på sin klippeknude. Senere forsøgte vi at anløbe Gudhjem. Men det gik ikke. Havnen var totalt fyldt op – ved middagstid – og vi måtte gå tilbage til Tejn. I de ca. 30 år vi har sejlet, er det eneste gang, hvor vi ikke har kunnet finde en plads!

Tejn
I Tejn blev cyklerne igen fundet frem fra stuverummets dyb, og vi besøgte blandt andet Bornholms Kunstmuseum med mange malerier af Oluf Høst. Der gik et par små børn rundt. De spurgte mig, om det billede jeg kiggede på, var malet af Oluf Høst. Jo, det var det da. Hvorefter de glædesstrålende sagde: ”Det er vores oldefar”. En sjov oplevelse midt i al det alvorlige kulturelle.

Christiansø
Fra Tejn gik det til Christiansø, som vi tidligere har besøgt med postbåd. Det er altid spændende at besøge Christiansø. De gamle huse og de mange skanser med truende kanoner - hele stemningen af historie.Havnen med dens leben. Men det er også lidt af en cirkus sådan en sommerdag. Alt for mange både og alt for mange mennesker – i hvert fald indtil udflugtsbådene har forladt øen sidst på eftermiddagen.
   Vi trak vejret lettet, da vi stod ud af havnen næste dag uden skrammer på sjæl og båd. Med risiko for at foretage en uberettiget generalisering synes mange af de nye ejere/lejere af store, tunge 38–45 fods sejlbåde fra vore nabolande i såvel syd som øst at mangle fornøden rutine i at manøvrere i snævre havne! Senere da vi kom til Rügen, var det lidt den samme historie.

Listed
Efter Christiansøs tummel tilbragte vi et døgns tid i en lille, meget hyggelig havn Listed et par kilometer nord for Svaneke. Den er et besøg værd. Her er stille og roligt og havnefogeden yder en meget høj service.
   Turen fortsatte syd om Bornholm tilbage til Rønne, hvor vi afventede vind i passende styrke og retning for at nå til Rügen, hvilket ”som planlagt” skete den næste dag. Vi forlod Bornholm tidligt om morgenen efter halvanden uge i pragtfuldt vejr og mange gode oplevelser.
   Beretningen om Gaias videre færd til Rügen og hjem følger.

Se flere billeder her


 

Fakta om
Bornholm
Bornholm ligger 37 km fra Sverige, 88 km fra Tyskland og 90 km fra Polen og fylder ca. 590 km². Der bor ca. 45.000 mennesker fast på øen. Befolkningstallet er vigende, og andelen af ældre er større end i den øvrige del af landet. Naturen er meget varierende med Danmarks tredjestørste skov Almindingen. Kysterne i nord med stejle klippeformationer og det flade land i syd mod Dueodde. Foråret kommer lidt senere, men sommeren varer lidt længere – nogle gange helt ind i september.
   Bornholm var før 1658 en naturlig del af det gamle danske rige – Skåne, Halland og Blekinge. I forbindelse med freden i Roskilde i 1658, hvor vi måtte afstå disse områder til Sverige, kom Bornholm til at høre under Sverige, og der blev indsat en svensk kommandant - Printzensköld. Da bornholmerne måtte betale en høj krigsskat og unge mænd på Bornholm blev presset til svensk soldatertjeneste, opstod der hurtigt en form for modstandsbevægelse.
   Den 8. december 1858 myrdedes kommandanten i Rønne, hvorefter de svenske styrker på Hammershus overgav sig. Bornholmerne rejste derefter til København og ”overdrog ” øen til den danske konge - Frederik III. I de efterfølgende år blev både Rønne og Christiansø befæstet. Fra denne tid stammer Kastellet i Rønne samt de mange skanser langs kysterne hele øen rundt.
 
 
 
 
 
 
 
 
© Danske Tursejlere