Sejlsæsonen starter i marts

Af Pia Elers

Når kalenderen viser marts, begynder mange bådejere så småt at overveje at gå i gang med at gøre båden klar til sæsonen. På det tidspunkt er Honey og dens besætning allerede klar til at
tage ud af Kerteminde havn og afsted på deres første tur.

Ægteparret Aase og Ole Sørensen er svært glade for deres Najad330, som de har haft siden 1994. Med årene har de fundet ud af, at man får nogle helt spe-cielle oplevelser ved at komme ud at sejle, inden vinteren helt har sluppet sit tag i de danske farvande:

- Vi har vænnet os til at gå i gang med klargøring, så snart vi har taget båden op midt i oktober. For vi har så mange gange prøvet at stå i koldt og regnfuldt vejr i det tidlige forår, så vi vil hellere starte om efteråret, hvor det faktisk tit er varmere, fortæller Ole Sørensen. Så bruger vi et par uger på at få den vasket ned, give den to gange voks og polering – og endelig slutte af med en gang bundmaling. Når vi så når hen til marts måned, kan vi hurtigt give den sidste gang voks og polering.

Aase Sørensen tilføjer, at de i øvrigt tømmer båden fuldstændigt om efter-året og også lige får renset og ordnet teakdækket, således at al det grove arbejde er fra hånden, når de første forårstegn viser sig.

IS PÅ VANDET
Det betyder at ægteparret kan tage på deres første sejltur sidst i marts, hvor mange andre bådejere først lige er be-gyndt at linde på presenningen for at gå i gang med klargøring. Najadens første tur er som regel en relativ kort tur til Reersø, så de lige kan få prøvet det hele af. Herefter sejler de ud fra Kerteminde
– også selvom det er noget koldt at sejle på Storebælt på den årstid. - Det kan være koldt, så derfor søger vi gerne ind i en fjord, hvor der er lidt lunere fx Skælskør eller Slesvig, også selvom det tager 10 – 12 timer at sejle ned til den tyske havn, forklarer skipperen. Vi kan beholde cockpitteltet på, så vi kan sidde i læ. Og når solen så eventuelt kommer frem og begynder at varme, så kan der faktisk blive helt op til 20 grader, - i hvert fald så lunt, at vi kan åbne teltet og ligge og sole os.

INGEN PROBLEM MED HAVNEPLADS
Som både Ole og Aase siger, så har de også den fordel, at der ikke er problemer med at finde havneplads. Der er ganske enkelt ikke et øje, - til gengæld er der heller ingen af de sædvanlige faciliteter til rådighed.

- Normalt er hverken bad eller toiletter åbne på den årstid, og så må vi jo klare os uden, forklarer Aase Sørensen, der ligesom sin mand nyder de specielle glæder, man får ved at sejle tidligt ud i de danske farvande og nærmest have det hele for sig selv. Men man risikerer også – som det skete i en tysk havn - at havnefogeden ved en fejl var kommet til at lukke ”gaten”, og så kunne de slet ikke komme ud af marinaen og op i byen. Når vi på den måde kommer udenfor sæsonen, er der selvfølgelig også ret dødt i havnene om aftenen, men så må vi bare læse lidt bøger eller se fjernsyn.

DEN SMUKKESTE MORGEN NOGENSINDE
Kerteminde er jo et dejligt sted, men der er altså et stykke vej til den nærmeste havn. Derfor har ægteparret i nogle år gjort det, at de tidligt om foråret har sejlet båden ned til Rudkøbing eller Svendborg, for så er det meget nemmere at sejle en tur ud i Det Sydfyske Øhav eller over i Østersøen.

- Jeg kan fortælle dig, at vi har haft de mest pragtfulde solopgange, når vi sidder der med vores morgenkaffe i cockpittet, siger Ole fornøjet. Nu står solen jo op på alle tider af året, men om sommeren sker det ved 4-5 tiden om morgenen, hvorimod det i det tidligere forår sker omkring det, jeg vil kalde, almindelig ”stå-op-tid”. Den mest pragtfulde morgen, jeg nogensinde har oplevet, det var på en tur til Slesvig, hvor jeg var stået op for at hente morgenbrød. Det havde været frostvejr om natten, derfor var der is på vandet og et tykt lag rim over det hele. Så begynder solen at bryde igennem, og man kan se, hvordan det damper op fra isen.

Samtidig kan man høre, hvordan den tynde is begynder at sitre og sprække, efterhånden som solen får magt. Der er nok en af de mest pragtfulde morgener, jeg nogensinde har oplevet, understreger Najad-skipperen.

UDSKUDT I ÅR
Om det så bliver ”same procedure as every year” er de to Najad-sejlere endnu ikke helt sikre på. For det er jo ikke ligefrem en mild vinter, vi har i år, kan de konstatere ved at kigge ud over landskabet, som det ser ud fra deres stuevindue i Kerteminde.

- Nu må vi se, lyder det fra Ole, der har fundet en stak sejlerbilleder frem. Normalt går vi jo i gang, så snart vi overhovedet kan se plusgrader på ter-mometeret. Vores båd står under et telt, og hvis bare solen kan hjælpe lidt til, bliver det en okay temperatur at arbejde ved. Især fordi vi også starter oliefyret nede i skibet, så skroget bliver nogenlunde til at have med at gøre.
Men vi skal jo af med det her frost og sne, ellers kan det knibe med at blive klar allerede i marts, siger Ole, mens han og Aase sidder og kigger på de mange fotos og glæder sig til endnu
en tidlig forårssejlads.

 




Søkrammarkedet
åbent for DT´s medlemmer.

Her kan du
GRATIS
sælge, købe, bytte
eller efterlyse både
og udstyr til dem.
Klik her

 
 
 
 
 
 
 
© Danske Tursejlere