|
FAKTA om Danske Tursejlere
Danske Tursejlere (DT) blev stiftet den 23. december 1992. Foreningens formål er at samle danske tur- og fritidssejlerklubber i en upolitisk paraplyorganisation. Fælles for medlemmerne er deres interesse for tursejlads og hyggeligt kollegialt samvær, og det er disse interesser DT bl.a. varetager. DT har fra starten været landets hurtigst voksende forening for fritidssejlere, og vi er nu ubetinget landets største.
Den daglige ledelse varetages af forretningsudvalget, der består af formanden, næstformanden og forretningsføreren. Den daglige drift og kontakt til medlemmerne varetages af sekretariatets medarbejdere.
DT er tilsluttet:
* Søsportens Sikkerhedsråd
* Søfartsstyrelsens Uddannelsesudvalg
* Søfartsstyrelsens Fritidsbådsudvalg
* Friluftsrådet samt Komiteen Blå Flag
* European Boat Association (EBA)
DT's udvalg
Foreningens bestyrelse har nedsat en række udvalg, der har til opgave at støtte organisationen og dens medlemmer på de områder, der vedrører tur- og fritidssejlads i Danmark, Norden og det øvrige Europa. De enkelte udvalg ledes af et bestyrelsesmedlem, der har dette område som sit speciale. De øvrige medlemmer af udvalgene er headhuntet blandt medlemmerne. DT er repræsenteret i flere officielle udvalg, der har betydning for fritidssejlere. Det er:
Havne- & Miljøudvalget
Gennem medlemskabet af Friluftsrådet er DT repræsenteret i samtlige af landets regioner. Her deltager vi i miljøprogrammet med vejledning og udarbejdelse af miljøforbedringer i havne og klubber. Vi arbejder også aktivt for at udbrede kendskabet til Blå Flag i tursejlerkredse, lige som vi er aktive, når det gælder brugen af naturen og beskyttelsen af dens svage områder. Dermed er DT med til at sikre, at tur- og fritidssejlere, og vores efterkommere, fortsat kan bevare retten til at bruge vådområderne.
Sikkerhed og udstyr
Gennem DT's repræsentation i Søfartsstyrelsens Fritidsbådudvalg har vi mulighed for at gøre vores indflydelse gældende, når det drejer sig om kravene til fritidsbådenes sikkerhed og udstyr.
Sikkerheden til søs
Gennem repræsentation i Søsportens Sikkerhedsråds Forretningsudvalg er DT med til at sætte dagsorden, når det gælder sikkerhed til søs.
Uddannelse
Gennem repræsentation i Søfartsstyrelsens Uddannelsesudvalg er DT med til at fastsætte kravene til de forskellige navigationsuddannelser for fritidssejlere.
DT's egne udvalg:
Tursejlerudvalget
Udvalget har til opgave at yde medlemmerne hjælp, når det gælder tursejlads. For eksempel i forbindelse med planlægning af ture til fremmede destinationer. Tursejlerudvalget arrangerer hvert år, med stor succes, "Tursejlertræf" forskellige steder i landet.
Medieudvalget
Udvalget har til opgave at sikre en god og effektiv kommunikation mellem DT og medlemmerne. Det sker først og fremmest gennem medlemsbladet "Tursejleren" og hjemmesiden www.tursejleren.dk
Desuden bistår Medieudvalget bestyrelsen ved planlægningen og udførelsen af medlemsaktiviteter så som bådudstillinger og andre arrangementer. Endelig rådgiver Medieudvalget bestyrelsen i al udadvendt pressedækning og oplysning - Public Relations. Udvalget består af to personer: Én udpeget af bestyrelsen samt den til enhver tid fungerende ansvarshavende redaktør for "Tursejleren". Desuden kan udvalget supplere sig med eksperthjælp efter behov.
Forsikringsudvalget
Udvalget er repræsenteret i samtlige landsdele. Opgaven lyder på at tilbyde medlemmerne en bådforsikring, der i kombinationen, pris og indhold, er det bedste tilbud på markedet. Fra 1. januar år 2006 har DT sådan en fordelagtig aftale med Søassurancen Ærø pr. 1. Januar 2011.04.20.
Kursusaktiviteter
DT arrangerer bl.a. kurser i søsikkerhed - også for piger eller skipperkoner - og for erhvervelse af et kanalskipperbevis i henhold til CEVNI-bestemmelserne.
Internationale kontakter
Vi arbejder på at skabe kontakter til andre maritime organisationer i Norden og det øvrige Europa, samt for fortsat udbygning og vedligeholdelse af eksisterende aftaler. Til gavn for medlemmerne under deres sejlads i udlandet. I øjeblikket har vi en samarbejdsaftale med Kreuzer Yacht Club Deutschland e. V., men vi arbejder på tilsvarende aftaler med søsterorganisationer i andre lande.
Internationalt certifikat
I flere lande skal du medbringe et officielt bevis for, at du ejer båden. DT udsteder et internationalt certifikat (bådejerdokument) til medlemmerne, som er godkendt i en række europæiske lande.
Medlems-service
DT skaffer vores medlemmer favorable tilbud på udstyr til båden. Desuden formidler vi kontakter til vores eksperter på bl.a. områderne jura, bådhandel og -vurdering samt motorproblemer. Endelig har medlemmerne adgang til annoncer i "Tursejleren" og på hjemmesiden.
DT er hele tiden vågen overfor nye tiltag til medlemmernes fordel, og vi modtager gerne inspiration fra medlemmerne.
|